Vrinners kirke
Vrinners Bygade 2, Knebel, 8420 Knebel
Kirken er åben hver dag fra kl. 8-18.
Kirken kan dog være lukket pga. kirkelige handlinger.
>> Læs mere
Vrinners Kirke
Oprindeligt hed den Vrinders Kirke, men da byen i 1920 tog navneforandring til Vrinners, skete det samme for kirken, der var opført blot 13 år forinden. Da byen først i 1900-tallet voksede og flere håndværkere og købmænd slog sig ned i området, spirede tanken om en ny kirke. Afstanden til kirken i Roelse – som nu hedder Rolsø – er 2,9 kilometer, men for de mennesker, som ikke havde heste eller kunne få kørelejlighed, var det lang vej at gå til kirke om søndagen.
I 1908 – året efter kirkeindvielsen i Vrinners – besluttedes det så at nedrive Roelse Kirke, der ellers havde betjent stedet, siden Valdemar den Store og ridderkulturen herskede i Danmark.
Vrinners Kirke blev tegnet af arkitekt Rudolf Frimodt-Clausen og bygget af murermester Anders Andersen fra Ebeltoft i 1906-1907. Grunden blev udstykket fra Loumandsgården, ejet af familien Loumand. Vrinners kirke blev indviet d. 8. september 1907. Den er bygget i ægte romansk stil med kor og apsis i øst, af røde sten og med skifertag. Tårnet i vest er for neden firkantet, men for oven otte-sidet, og med et slankt spir med et forgyldt kors. Arkitekten siger selv om kirken: Kirkens indre afgiver et ualmindeligt lyst og venligt rum. Alle vinduerne er forsynede med katedralglas, og såvel korbuerne som apsis og vindueslysningerne er nydeligt og smagfuldt dekorerede.
Kirkens indre
Den gamle prædikestol stammer fra Rolsø kirke og er fra 1664.
Det samme gælder den gamle døbefont af granit, der efter sigende skal stamme fra Valdemarernes tid. Dåbsfadet daterer sig til 1575 og er fra Sydtyskland.
Kirkeklokken er af malm og støbt hos Frants Schilling i Apolda i Thüringen. I embedets kaldsbog har pastor Jensen om kirkeklokken skrevet: Den er af malm og støbt hos Frantz Schilling i Thüringen og har kostet 1.106 kroner – iberegnet told og fragt.
På indvielsesdagen i 1907 manglede orgel og lysekroner.
Udgifterne for opførelsen af Vrinners kirke beløb sig til 21.500 kr. I embedets dagbog kan læses følgende: Pengene indkom således: Statskassen bidrog med 10.000 kr., tiendeejerne med 1.000 kr., kommunekassen med 1.400 kr., Knebel-Rolsø Sparekasse med 1.000 kr. Resten 8.100 kr. indkom ved frivillige gaver fra så godt som alle Rolsø Sogns beboere. Bidragene fordeltes på årene 1904-09. Gud alene æren.
Nabosognenes præster havde samlet ind til den syvarmede lysestage, mens lokale kvinders flittige hænder skabte såvel altertæppet og alterdugen som også dåbshåndklæderne.
Menigheden var så glade for kirken, at den på 15. søndag efter Trinitatis indviedes med ikke færre end 2 gudstjenester. Først kom den normale højmesse. Og derpå besteg sognepræst Tage Jensen atter prædikestolen efter middagen i Missionshuset.
Vrinners kirke havde ved opførelsen intet kapel. I 1924 blev der opført et kapel på kirkegården i læhegnet mod vest med indgangsdør lige udfor kirkens indgangsdør. Bag kapellet mod vest blev der også bygget toiletter.
Mere historie
I 1951 giver Fredningsnævnet for Randers Amt et fredningstilbud på en bræmme om Vrinners Kirke. Ejeren af arealet, Aage Loumand, har ikke noget imod idéen og giver sit samtykke uden vederlag. Der er dog den betingelse, at arealet ikke må bebygges, beplantes med høje træer hverken midlertidigt eller vedvarende, at der ikke må anbringes transformatorstationer, telefon- eller telegrafmaster, skure, udsalgssteder, isboder, vogne til beboelse eller opbevaring af redskaber eller andre skønhedsforstyrrende genstande.
I 2005 blev der sat nyt glas i Vrinners Kirkes vinduer. I 2006 blev kirken kalket indvendigt, og i 2007 kom der i anledning af 100-års jubilæet lagt nyt tag på kirken.
Alterpartiet
Det gamle alterbillede, lavet af Carl Block, blev i 1967 flyttet til Rolsø Kapel. Det nye alter blev bygget op af røde munkesten med alterbord og sokkel. Herpå blev det nye alterbillede, der var en foræring fra Sct. Mikkels Kirke i Slagelse, anbragt. På bagsiden af alterbilledet står at læse: Denne altertavle blev året 1940 af en anonym giver skænket til Sct. Mikkels Kirke, Gud til ære, menigheden til opbyggelse. Altertavlen er beklædt med porcelænskakler overalt og afrundet i en bue foroven. På buens højeste sted er et kors sat på. Forsidens kakler forestiller en mand og en kvinde ved en afgrund. Mandens højre arm er hævet.
Motivet på altertavlen har været omdiskuteret, og en del mennesker har følt sig stødt af alterbilledet og har vægret sig ved at komme i kirken.
I 2018 blev en planlagt renovering af Vrinners kirke sat i værk. Flere års debat om, hvad kirken skulle anvendes til i fremtiden, var gået forud, og Menighedsrådet havde været langt fremme med tegninger om en ombygning til en lejlighedskirke, hvor der kunne foregå koncerter, møder og samvær på forskellig vis. Planerne blev dog skrinlagt, og det nye Menighedsråd, der er fælles for Knebel, Vrinners, Agri og Egens, tog ønsket om en renovering op på ny og gennemførte den altså i 2018. Vrinners kirke fremstår nu med ny farvesætning. Kirkebænkene er malet i en sart, lys grå og gulvet mellem bænkene er malet antrasitgrå. Fliserne i midtergangen er bibeholdt, og alle hynder er fornyet i en karrygul farve. Knæfaldet har fået samme farve og er blevet forhøjet.
Kirken fremstår nu mere indbydende og lys. Et vindue i den gamle apsis-dør mod øst sender dog et kraftigt lys ind i kirken under højmesserne.
En alterudsmykning i apsis er lavet af kunstner Marie Bancks, der er svenskfødt og bor i København. Hun siger selv om sit kunstværk, der blev opsat i efteråret 2020: Livets træ har tre stammer, faderen, sønnen og den hellige ånd. Korset er en indre del av livets træ. Træet har et kors i sit centrum, men der er flere kors at finde indeni. Glasset i grenenes spids symboliserer det, der spirer: livet og lyset. Vinduet bagved alteret er blændet med en hvid løber, som fanger og spreder dagslyset bag alteret. Lyset vil blive reflekteret og fanget i glaskuglerne.
Menighedsarbejdet
I 2004 blev menighedsrådene for Knebel og Vrinners lagt sammen, og samarbejdsånden fortsatte med fælles kirkeblad og fælles hjemmeside for provstierne Knebel-Rolsø, Agri-Egens samt Vistoft, Tved og Helgenæs. Fra 2015 har der ligeledes været en aftale mellem de 7 kirker om fælles organister og kirkesangere.
I 2017 blev menighedsrådene for Agri-Egens og Knebel-Rolsø slået sammen, så der i dag er ét menighedsråd for de 4 kirker + kapellet på Rolsø. Menighedsrådets navn er Knebel-Rolsø-Agri-Egens Menighedsråd. Med udgangen af 2019 blev også menighedsrådene for Tved, Helgenæs og Vistoft slået sammen, så de 3 kirker i dag har ét menighedsråd: Tved-Helgenæs-Vistoft Menighedsråd.
Præster ved Vrinners Kirke
- Viggo Tage-Jensen 1900-1917
- M. Mogensen 1917-1929
- Nygaard 1929-1937
- Paul Seidelin 1937-1976
- Valdemar Leth Ludvigsen 1976-1987
- Erik Møller 1987-1990
- Marianne Madsen (under Erik Møllers orlov) 1990-1992
- Erik Møller 1992-2001
- Hanne Houkær 2001-2009
- Frans Rossing Andersson 2009-2015
- Betty Højgaard 2016-2020
- Anne Louise Hanson 2020 –
Teksten er sammensat i marts 2020 af Elsa Holmer på baggrund af historiske tekster udarbejdet af Stig Tang Petersen, Vrinners og oplysninger fra kirketjener og menighedsrådsmedlem Søren Erik Dam, Vrinners.
Information omkring Vrinners by’s historie kan læses her: Vrinners Landsby’s historie (Pdf)
Der er i øjeblikket ingen brochure med yderligere oplysninger om Vrinners Kirke. Brochuren er under udarbejdelse.
Ønsker man at se flere fotos af kirkens ydre og indre, henvises til http://danmarks-største-kirkegalleri.dk Det skal dog bemærkes, at samtlige fotos er taget før kirkens renovering. Det samme gælder på kirkens egen hjemmeside. Der arbejdes på at få taget nye billeder, som bliver lagt på så hurtigt som muligt.